Kingtommi: »For første gang følte jeg, at jeg kunne leve op til mit navn«

”Artister
fremstår tit kun som én type. Vi har brug for at spejle os i noget andet end en facade.”

Fremtidens rockstjerne er sårbar og flersidet. Det mener Thomas Mulcahy, der sprang ud som soloartist i 2022 under kunstnernavnet Kingtommi – først med singlerne ‘Bedre end dem’ og ‘Lidt bange’ og senere debut-ep’en ‘Helt ind til knoglerne’.

Indtil da havde den unge musiker og sanger slået sine folder i artrockbandet Uden Ord, men sideløbende havde han skrevet en håndfuld følsomme sange, der trak talentet i mange forskellige retninger. Musikken bevæger sig både inden for attitudefuld hiphop, catchy pop og blød neosoul.

Kongekronen og den mutte grimasse på Kingtommis første pressebilleder vidner også om en mangefacetteret artist, der både rummer selvsikkerhed og skrøbelighed. En kunstner der tør føre sig frem uden at lægge bånd på sit omskiftelige følelsesliv.

»Kingtommi er en karakter, der kan være meget inde i sig selv og være nærmest anonym, men han kan samtidig træde frem og vise vejen for, hvad der skal ske inden for musik. Det er en overdrivelse af min person, men jeg føler de samme ting«, forklarer Thomas, der efterspørger et mindre ensidet følelsesregister blandt tidens musikstjerner.

»Man indeholder så mange ting som menneske, men alligevel fremstår artister rigtig tit kun som én type, fordi det skal kunne markedsføres og sælges. Men jeg tror, vi har brug for at spejle os i noget andet end en facade«.

”Det ensomme
geni – den køber jeg sgu ikke rigtigt. Jeg tror, det er en hoax.”

Selvom det måske ikke virker sådan, har Thomas brugt en del år på at finde sig til rette i rollen som soloartist.

»I starten havde jeg svært ved turde sige: ‘Jeg er fed nok, jeg er god til det her. Jeg er en artist i min egen ret og har noget at bringe til bordet’«, fortæller han.

Heldigvis har han fået hjælp og opbakning fra sin manager og sine venner. Og i det hele taget vægter Thomas fortsat sine musikalske samarbejder højt, også som soloartist.

»Jeg tror ikke så meget på ideen om at sidde alene i studiet i et år og bare forfine sit album. Jeg tror, det er en hoax. Der er få eksempler på typer, der gør det der, men man kan ikke lade være med at tænke, at den musik kunne være blevet meget federe, hvis de havde inviteret nogle folk med«, siger Kingtommi, som skabte sine første singler i samarbejde med blandt andre Tobias Rahims hofproducer Arto Eriksen og Emil Emborg fra Neon Priest.

»Det ensomme geni – den køber jeg sgu ikke rigtigt. Det er sjovt at lave ting sammen, og musikken bliver bedre af det«.

”Jeg har
altid været sygt irriteret over, at vi ikke blev udvalgt til det officielle lineup.”

Motivationen til at stå ved Kingtommi-projektet fik fornyet kraft, da Thomas blev booket til SPOT Festival i 2023.

»Jeg har spillet med mange forskellige bands under SPOT, men altid uden for hovedprogrammet. Jeg har altid været sygt irriteret over, at vi ikke blev udvalgt til det officielle lineup, og tænkt: ‘Kom nu! Book nu nogle af os!’«, siger han.

»Sådan er det jo med alle festivaler. Men man har bare set nogle ting, hvor man tænkte: ‘Hvordan fanden er du havnet i hovedprogrammet?’. Jeg havde en følelse af, at nu skulle jeg fandeme nok vise folk, hvordan man skulle gøre det. Det var stort at være en del af programmet«.

»Jeg havde høje forventninger til SPOT-koncerten. Men jeg var også bange for, at folk ville smutte, fordi SPOT er så hektisk en festival, og der spillede andre store navne samme dag«, siger Thomas, der havde store ambitioner for sin Kingtommi-optræden.

»Der er en tendens til herhjemme, at man er glad for de meget producerede og koreograferede koncerter. Hvis man ser det samme navn to gange på en turné, så får du det samme show. Der er jo ikke nogen, der siger, du skal spille den samme setliste på en hel tour, men det gør alle. Jeg synes, koncerter er kedelige, hvis det bare er det samme hele tiden. Det må gerne være en rejse og skal helst lyde forskelligt hver gang«, siger han.

»Det skal være noget helt andet at se en Kingtommi-koncert end at høre musikken indspillet. Sangene må godt være i helt andre versioner, og der må gerne være jammede passager. Samtidig har jeg også en stor kærlighed til popshows, hvor alt bare er tight. Så på SPOT gik jeg efter en blanding. Jeg ville både have store armbevægelser og store produktioner og samtidig have det helt skrøbelige og improviserede med«.

”Jeg tager
den aldrig på, men her tænkte jeg: Det er nu, jeg skal tage kronen på.”

»Jeg var sindssygt nervøs inden koncerten. Men da vi havde spillet et halvt nummer, forsvandt nervøsiteten lidt. Så var jeg bare totalt hyped over det«, fortæller Thomas om SPOT-koncerten på det aarhusianske spillested VoxHall.

»Jeg havde lidt tekniske problemer undervejs, men om der lige sker noget teknisk, eller man laver nogle fejl, er lige meget, hvis folk er med. Og det var de. Man kunne mærke en vild stemning i rummet. Det kogte ret meget, og der var en forbindelse mellem os på scenen og publikum under hele koncerten. Det var virkelig forløsende«.

»Allerede til vores andet nummer, ‘Bedre end dem’, begyndte folk at tage deres telefoner op og lyse. ‘Det ser for fedt ud. Alle sammen, gør lige det der!’, sagde jeg. Det ser helt vildt ud oppe fra scenen, så jeg forstår godt, hvorfor artister tit beder om det. Der var også folk, som sang med på det sidste stykke af sangen. Jeg behøvede slet ikke at synge til sidst, fordi det lød så fedt«.

»Da vi spillede sidste nummer, ‘Lidt bange’, sang folk rigtig meget med, og for første gang følte jeg, at jeg kunne leve op til mit navn. Jeg har altid min krone i hånden, når jeg spiller. Jeg tager den aldrig på, men her tænkte jeg: ‘Det er nu, jeg skal tage kronen på’. Så det gjorde jeg«.

»Det føltes ret stort. Som om jeg havde bevæget mig op ad en stejl bakke i en del år efterhånden og nu stod på toppen. Det er så bare den første – nu er der flere bakker, jeg skal overkomme. Men det her var den første«.

”Alle i
musikbranchen har en holdning – ogSå folk, der ikke burde have det.”

»Folk, jeg snakkede med, som havde været til koncerten, sagde, at det var fucking fedt. Anmeldelserne var derimod lidt dårlige – de lå på sådan tre-fire stjerner. Der var endda en anmelder, som skrev, at jeg var kommet ind på scenen med en tamburin i hånden. Det var ret dårligt, at vedkommende ikke kunne se, det var min krone. Det havde jeg det ret sjovt over dagen efter. Hvor meget til stede har du været til den her koncert?«, siger Thomas.

»Men på en måde var det meget fedt at få nogle lunkne anmeldelser for en koncert, som jeg følte gik så godt. Det har gjort det nemmere for mig at tage lidt let på anmeldelser siden. Det var så fed en koncert, og stemningen var så sindssyg. Så det er bare beviset på, at man ikke skal tage, hvad folk skriver, så tungt«.

Samtidig har den vellykkede Kingtommi-koncert givet Thomas endnu mere blod på tanden – og endnu mere tro på sin egen dømmekraft i en branche, hvor alle har en holdning til den musik, man laver.

»Jeg havde gået i tre år og været så forvirret omkring, hvad der blev forventet af mig som artist – og ikke altid lyttet efter, hvad folk sagde til mig, at jeg skulle gøre. Jeg har insisteret på at være en kunstner, der laver mange forskellige ting. Det skal være sådan, for ellers synes jeg ikke selv, det er sjovt, og så kan jeg ikke lave musik«, forklarer han.

»Da jeg så gjorde det på min egen måde, og det gik så godt, så gav det mig en klarhed omkring, at det skal jeg fortsætte med. Det giver sig selv, tænker man nok udefra, men alle i musikbranchen har en holdning – også folk, der ikke burde have det og ikke ved, hvad de taler om. Det er svært at deale med som artist. Der er mange ting, man skal forholde sig til«.

»Nu ved jeg, at det er vigtigst at lytte til dem, jeg stoler på og laver musik med – og til min egen holdning. For de mennesker vil jeg gerne arbejde med i fremtiden. Det er sygt vigtigt at have dem med i det. Der er ikke nogen, der kan gøre noget alene. Man gør det sammen«.

Tekst: Morten Kildebæk
Foto & video: Hedda Rysstad